Danmark spiser sammen

Danmark Spiser Sammen

Frivilligcenter Roskilde har valgt at gøre det til en tilbagevende aktivitet, at der afholdes Danmark Spiser Sammen i uge 17 & 45 hvert år.

Vi vil gerne være med til, at fællesspisningen kan give mulighed for at skabe og indgå i nye meningsfulde fællesskaber. Netop måltider og fællesspisning skaber fællesskaber og kan bringe mennesker sammen, der ikke normalt mødes.

Intiativtageren for Danmark Spiser Sammen er Folkebevægelsen mod Ensomhed, der har en vision om at bekæmpe ensomhed. Der afholdes arrangementer over hele landet i uge 17 og 45, dvs. sidste uge i april og i starten af november.

 

Arrangementer i Roskilde i 2023

Torsdag d. 27. april var vi 34 mennesker samlet til fælles frokost omkring snak, sang og spisning. Her serverede vi en hyggelig gratis frokost efterfulgt af kaffe og kage i Frivilligcenterets egne lokaler.

Vi startede ud med at byde velkommen og sang "Når vinteren rinder i grøft og i grav" i fællesskab, hvorefter mad og drikke blev sat op til buffet.

Imens gik snakken let, og særligt "Tilbage til…"-bøgerne, som var lånt fra Ældre Sagen Roskilde, havde stor succes med genkendelige billeder og historier fra fortiden.

Efter smørrebrødet sang vi "Det er i dag et vejr", inden det var tid til hjemmelavet kage og kaffe. Med fyldte maver, glade ansigter og grin, forlod vi Tinghuset og var blevet nogle nye bekendtskaber rigere.

 

danmark spiser sammen 2022 

Billedet er fra arrangementet i Tinghuset i 2022: Steffen og Tordis serverer drikkevarer.

 

Onsdag d. 8 november afholdt vi endnu et vellykket fællesspisningsarrangement, hvor vores medlemsforening "Kirke På Vej" deltog med både fællessang og solistsang.

Der var 33 mennesker til frokosten, snakken gik ved alle borde, og nye bekendtskaber og venskaber opstod. Frokosten bestod af smørrebrød med dertil hørende vand, sodavand og juleøl ;-). Til sidst sluttede vi af med kaffe og bradepandekage med æbler & kanel.

Frivilligcenterets leder, Michael Riedel, bød velkommen og lod Kirke På Vej byde op til fællessang med "Regnvejrsdag i november". Herefter fortalte Marie om at skrive sin egen sang ud fra de livsvilkår, hun havde, hvorefter hun sang sin sang, der gav stof til eftertanke og tårer i øjnene på mange.

Sammen med koret ”UP!” har hun lavet en dejlig musikvideo til sangen. Se den her: Igennem mine øjne.

Efterfølgende blev smørrebrødet båret ind, og snakken gik let ved bordene.

Ved dette arrangement havde vi rakt mere ud end tidligere via sociale medier for at nå ud til nogle andre end kun Frivilligcenterets egne medlemmer - derfor var der en blanding af velkendte og nye ansigter ved bordene.

Efter kaffe og kage blev der sunget "Du som har tændt millioner af stjerner", og til sidst sang Kirke På Vej Sensommervise ud fra et ønske fra en af gæsterne.

Med fyldte spise- og følelsesmaver, smilende og leende ansigter, forlod vi Tinghuset og var alle blevet nogle nye oplevelser rigere.

Danmark Spiser Sammen november 2023

 Husværterne tryller i køkkenet, fra venstre er det Inga, Gurli og Inge.

 

Danmark Spiser Sammen november 2023

Vi lytter til Marias sang.

 

Læs mere om Folkebevægelsen mod Ensomhed og Danmark Spiser Sammen.